- Om alt det, der betyder noget

Dansen med brystkræft.

Dansen med brystkræft.

Skrevet af Camilla Munksgaard.

Man får da ikke brystkræft som 50-årig.

Det var en helt almindelig onsdag aften; en af de allersidste dage af oktober 2019. Jeg havde et møde med nogle af mine børns klassekammeraters forældre om planlægning af fællesfødselsdag. Efter de var gået, skulle jeg fortælle min mand Peter om alle de sjove ting, vi havde planlagt J

Mens Peter og jeg taler sammen, fører jeg hånden op til brystet – og lige dér – ca. 8 cm under kravebenet var en lille bitte, bitte ært. Den sad ikke engang på brystet. Men lige over brystet. Selvom den var lille, kunne jeg mærke den helt tydeligt. Næste morgen ringede jeg til lægen, og natten mellem lørdag og søndag tikkede så indkaldelsen fra Region Hovedstaden til mammografi og ultralydsundersøgelse ind. Det skulle ske ugen efter.

Men jeg var ikke nervøs – for man får jo ikke brystkræft som 50årig, vel?  Jeg havde travlt med at gøre klar til, at vi skulle have vores gode venner fra Tyskland på besøg i weekenden. Og vi snakkede selvfølgelig om den lille ært… Men på intet tidspunkt frygtede jeg rigtigt indholdet af denne lille bitte, bitte ært.

Og så blev det tirsdag.

 

 

Brystkræft undersøgelser – mammografi, ultralyd og biopsi.

Undersøgelserne skulle foregå på Capio i Lyngby på grund af lange ventetider på Herlev Hospital. Mammografien viste ikke noget. Og det gjorde ultralyden faktisk heller ikke. Lægen nåede sågar at sige til mig, at jeg kunne tage det helt roligt. Der var ikke noget at være bekymret for.

Men så bad jeg ham om at undersøge det sted, hvor jeg havde mærket knuden – dér højt oppe under kravebenet. Og så blev mit verdensrum sprængt i atomer – for jo, jeg skulle nok regne med at det var brystkræft, sagde han. Noget med nogle satellitter. Men satellitterne var ikke oppe i rummet, de var inde i min krop.

En infernalsk larm rungede inde i mit hoved, og jeg vidste, han havde ret. Jeg havde brystkræft.

Det var som om rummet blev helt mørkt. Mine tanker og følelser susede rundt, de lavede bare så megen støj, så jeg kunne ikke rigtigt få greb om dem. Skulle jeg nu dø? Hvad med mine børn? Kunne jeg blive rask? Hvad med min familie? Hvad betyder det egentlig at få kræft, når man er 50 år gammel? Hvad skal jeg gøre for at overleve? Kan jeg gøre noget? Mine følelser og tanker var som vandet i et oprørt hav, der synes at være i bevægelse i alle retninger på én og samme gang. Kaos. Men jeg er meget struktureret. Jeg kan ikke lide kaos. Jeg vil altid planlægge mig ud af kaos.

Men lægen skulle tage nogle biopsier, før jeg kunne gå ud til Peter – det var svært for ham at ramme, og det gjorde hamrende ondt fysisk. Men mest af alt gjorde det ondt i hjertet at få den besked.

Brystkræft og kaos i mine tanker.

Peter havde ventet udenfor – men de ting, jeg sagde, da jeg kom ud, gav vist ikke megen mening til at starte med. Vi sad i bilen i lang tid og vi lærte da, at jeg aldrig nogensinde til nogle af de andre undersøgelser eller samtaler med læger eller sygeplejersker tog alene afsted. Peter var med hver eneste gang derefter, og ellers nogle af mine gode veninder. Men aldrig alene igen.

Det var en stor fejl, og det at få beskeden om, at jeg formentligt havde brystkræft, var svært – men det blev gjort endnu mere ulideligt af, at Peter ikke var der til at holde mig i hånden eller fortælle mig, hvad han hørte lægen sige… Når man får en sådan besked, sker der noget oppe i hovedet, og selvom jeg lyttede det bedste, jeg havde lært, var det virkelig så svært at forstå. Alle mine følelser farvede jo samtlige ord, der blev sagt. Og følelserne farvede ligeledes de ord, der ikke blev sagt.

Ventetiden på svaret.

Jeg kan ikke beskrive, hvor ulidelig ventetiden på svaret er. Jeg var så frygtelig bange. Nogle gange kunne jeg faktisk ikke forstå, hvad andre sagde – simpelthen fordi tankerne susede rundt i mit hoved, og jeg havde svært ved at holde fokus. Men i ventetiden betyder usikkerheden dog, at små lysglimt af håb faktisk ligger der hele tiden. Måske har man ikke kræft. Måske er det en fejl. De håb slukkes så for alvor, når man får beskeden ”Du har kræft”. Den afgrund, der åbner sig, har ingen bund eller vægge, du kan kravle op af. Det havde afgrunden i hvert fald ikke for mig.

Selve svaret på biopsierne skulle jeg have på brystkirurgisk afdeling på Herlev hospital. Inden jeg mødte op, vidste jeg allerede, at jeg havde brystkræft… Fordi jeg havde checket svarene på biopsierne inde på www.minsundhedsplatform.dk. Igennem hele forløbet har jeg faktisk brugt min adgang til www.minsundhedsplatform.dk og www.sundhed.dk

Er det godt at checke svarene inden? Jeg tror, det afhænger af, hvilken type person man er. Desværre kan man jo få et svar, man ikke ønsker. Nogle kan ikke overskue at læse den slags virkelig urare og ofte komplicerede tekster. Men jeg selv har det sådan, at jeg vil være forberedt. Jeg læser, googler, spørger etc etc, indtil jeg føler, jeg er kommet til bunds i det hele…

Jeg VIL vide, hvad det er, hvad der sker, hvad jeg selv kan gøre.

Jeg har selv et meget stort behov for at være forberedt til samtalerne. Lægerne kan jo ikke svare på spørgsmålene, når jeg kommer hjem efter en samtale. Mange af de læger, jeg har mødt i hele dette forløb, bemærkede da også, at jeg havde mange spørgsmål… Men altså – både mit hoved og mit hjerte har brug for svar. Men jeg ved også, at der er mange i samme situation, der har det bedst med, at det er lægen, der giver svaret og forklarer alt samtidig.

 

Brystkirurgisk afdeling på Herlev.

Til første samtale med brystkirurgen på Brystkirurgisk afdeling havde jeg både Peter og en af mine gode veninder med.

Brystkirurgen blev min redning igennem alt det rædselsfulde, der skulle ske de næste måneder… Hele hendes måde at håndtere alt vedrørende mig, hendes tålmodighed, imødekommenhed, empati, hendes særdeles grundige tilgang til alt gjorde, at jeg følte mig fuldstændig tryg. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis det ikke havde været for hende, havde jeg ikke været der, hvor jeg er i dag. Helbredt, kræftfri og med mod på livet.

Brystkirurgen havde allerede en plan, som de havde lagt på baggrund af de undersøgelser, jeg havde fået lavet. Det første, der skulle ske, var en Brystbevarende operation – og det kunne ske ugen efter. Men så fortalte jeg hende om min oplevelse med, at lægen, som havde undersøgt mig, havde haft meget svært ved at finde de små kræftknuder.

Hun besluttede derfor at sende mig til en ny mammografi, ultralyd og måske biopsi…  Jeg blev derfor samme formiddag undersøgt – denne gang på Herlev Hospital. Endnu engang en virkelig empatisk og dygtig læge. Undersøgelsen tog over en time, men Peter holdt mig denne gang i hånden hele vejen

Mit brystvæv var meget svært at gennemskue… og hun fandt da også noget mere, som lægen på Lyngby Capio alligevel havde overset. Hun anbefalede, at der blev lavet en MR scanning, fordi mit brystvæv var så svært at gennemskue. Dette skulle vise sig at blive den første af flere MR scanninger, da mit brystvæv virkelig var svært gennemskueligt. Så efter MR scanning på Rigshospitalet, ultralyd igen og flere biopsier skulle jeg have svar på Brystkirurgisk Afdeling på Herlev hospital hos brystkirurgen, der gjorde mig tryg og afholdt mig fra et sammenbrud…

Jeg havde selvfølgelig checket sundhed.dk – og jo, der var mere kræft… Men det så ikke ud til, at det havde spredt sig til lymferne. Så tirsdag formiddag fik jeg at vide, at jeg skulle have fjernet mit højre bryst om torsdagen. Denne operation er det, lægerne kalder en mastektomi. Et ord, der blev nyttigt for mig at kunne efterfølgende, når jeg skulle google den enorme mænge ting, tankerne sætter i gang på en kvinde, der pludselig kun har ét bryst…

Dansen med brystkræft.
Efter brystkræft operation på Herlev Hospital. Bemærk den fine hjertepude, jeg har under armen. De bliver syet af frivillige. Hjertepuden giver en absolut uundværlig støtte efter man har fået fjernet brystet.
En amazonas bliver født.

På operationsdagen.

Sygeplejerskene var SÅ utroligt søde og hjælpsomme og svarede på alle spørgsmål, mens de forsøgte at gøre mig så tryg og tilpas, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Kirurgen, der skulle fjerne mit bryst, kom op og talte med mig, beroligede mig og tegnede lidt på brystet af hensyn til operationen.

Nede på operationsstuen foregår der en hel del, inden kirurgerne går i gang – men altså, de er SÅ FANTASTISK SØDE. Både brystkirurgen, der skulle lave operationen, anæstestilægen og sygeplejerskerne – dem alle – de var SÅ søde og empatiske. Min kirurg tog det stille og roligt og lagde sin hånd på mit knæ, alt imens anæstesilægen og anæstesisygeplejersken fik styr på alt det, de skulle have styr på. Og hånden på mit knæ var lige præcis den varme, jeg skulle bruge i det sterile hvide rum, hvor jeg nu skulle have fjernet mit ene bryst. Peter fik lov til at blive og holde mig i hånden, lige indtil bedøvelsen virkede – og jeg sov.

Jeg vågnede af bedøvelsen ved at lægen og en af sygeplejerskerne talte til mig. Men i samme sekund, jeg åbnede øjnene, brød jeg TUDbrølende sammen…… For NU var det jo sket. Jeg havde MISTET MIT BRYST.  Nu følte jeg mig pludselig ikke lige så meget kvinde. Min krop var ændret for altid – Kan man være kvinde med kun ét bryst? Ville Peter stadig se mig som tiltrækkende? Hvordan skulle jeg kunne elske med Peter? Eller han med mig? Hvad ville det betyde for vores parforhold? Lægen og sygeplejersken lyttede til mine bekymringer og pludseligt opståede angst og trøstede mig og fik ro på mig. Og det var her Amazonaen blev født – en kriger med ét bryst, der nu skulle kæmpe for både at føle og beholde sin egen kvindelighed og samtidig kæmpe imod kræften og angsten for kræften.

Og så blev jeg kørt tilbage af en af de utroligt søde portører, der på den sødeste og rareste måde holder ens opmærksomhed fangen, så man ikke så meget lægger mærke til transporten gennem hospitalets barske gange og stålsatte elevatorer.

Camilla, har du følt på dit bryst?

Tilbage på stuen på Brystkirurgisk Afdeling på 18. etage var sygeplejerskerne SÅ utroligt søde og optagede af, at jeg skulle komme ”ovenpå” igen – både fysisk og mentalt. De spurgte ”Camilla, har du prøvet at mærke efter på brystet?” ”NEJ, det har jeg ikke lyst til” var mit svar – flere gange. Og et par timer senere – ”Camilla, har du set dig selv i spejlet?” ”NEJ, det vil jeg ikke”.

Ja, de havde ikke nogen nem opgave med mig… De skulle jo prøve at få mig til at se i øjnene, at nu havde jeg kun et bryst, og det skulle jeg også fysisk mærke og samtidig forstå i mit hoved, inden jeg blev sendt hjem.  Så jeg kunne vænne mig til tanken og følelsen.

Normalt kommer man nemlig efter denne operation hjem sent på eftermiddagen/tidligt på aften. De andre, der lå på min stue blev da også alle sendt hjem. Men jeg blev pludselig meget dårlig, og derfor fik jeg ikke lov at komme hjem. Peter besøgte mig, nu skulle jeg jo ikke hentes.

Åhhh, hvor var det dejligt at se ham  Det var svært ikke at kunne komme hjem. Heldigvis fik jeg det bedre igen – og jeg fik lov at komme hjem næste dag efter frokost, hvor en af mine gode veninder hentede mig.

Det var rigtigt dejligt, at det var hende, der hentede mig. Jeg skulle nemlig også have en såkaldt brystprotese med hjem – en stof én af slagsen, for at man ikke er helt flad (når man engang kan holde ud at have en BH på igen) Og det var bare rigtigt rart med alle mine ”er jeg stadig kvinde?” problematikker, at jeg sammen med hende fik denne stof protese og så samtalen om, hvordan jeg skulle forholde mig den næste tid, og hvad jeg skulle lægge mærke til.

Hun var også én af dem, der i allerhøjeste grad har været en af hovedpersonerne, der har båret mig gennem dette forløb. Hun har lyttet til mig og snakket med mig og holdt fast i alt det gode og vi har grinet og grædt og hun har hevet mig op af dynget gang på gang. Jeg kunne ikke klare mig uden mine gode veninder.

14 dage senere skulle jeg så have svaret på operationen på brystkirurgisk afdeling. Havde de fået fjernet det hele?

Amazonas første tid hjemme.

Hvor var jeg glad for at komme hjem til familien. Det føltes, som om jeg havde været væk i enormt lang tid, da bilen stoppede i indkørslen.

Det var sådan en rar følelse at være hjemme – kræften var UDE af kroppen. Jeg kunne trække vejret igen. Men efter sådan en operation kan man ikke meget med den arm, hvor brystet er blevet fjernet, så heldigvis var min mor her til at hjælpe os J Det var SÅ dejligt – ikke kun at få hjælpen, men den trygge følelse, det giver at have sin mor i nærheden. Min mor ved lige nøjagtigt, hvad hun skal sige hvornår, for at hive mig op af dyndet, når jeg er ked af det .

Og min kvindelighed – det var IKKE RART at se sig selv i spejlet – eller at mærke det manglende bryst. Men jeg fandt jo ud af, at jeg alligevel var den samme Camilla. I begyndelsen følte jeg mig bestemt ikke sexet eller tiltrækkende, men stille og roligt genfandt jeg mig selv sammen med Peter. Og ja, man kan godt elske med ét bryst og blive elsket – og det er lige skønt.

Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have et nyt bryst. Jeg ville ikke være flad resten af mit liv. Det er jo meget forskelligt, hvordan kvinder har det efter brystkræft og efter at have fået fjernet brystet. Nogle får et nyt bryst, som jeg også selv har fået, men mange vælger at være foruden endnu en operation.

Disse kvinder hviler jo i deres kvindelighed med eller uden bryster. Det, synes jeg, er megasejt. Jeg ville være virkelig stolt, hvis jeg selv havde det sådan – men dertil tror jeg ikke, jeg nogensinde kunne komme, jeg har ikke den styrke. Selvom en protese faktisk kan betyde, at du måske ikke kan mærke, om du pludselig har fået en knude under protesen…

Livet består desværre ofte af barske valg. Og det her var et af mine valg – jeg ville have et nyt bryst.

Man får en brystprotese efter fjernelse af brystet.
Efter et brystkræft forløb kan man få en ”løs brystprotese” – altså et bryst du kan sætte i din BH eller på huden under BHén. Denne brystprotese hjælper meget i forhold til det at have BH på. Den kommer i den fineste æske og pose – endda med smukt silkebånd. Men da jeg gik fra butikken med min lyserøde pose, syntes jeg, at posen råbte til alle på gaden “Hun har brystkræft hende her”… Det var ikke særligt rart. Nogle kvinder er bare så seje og føler ikke behovet for et nyt bryst – de hviler i deres egen kvindelighed – med eller uden bryst. Der var jeg ikke nået til, da jeg fik denne protese. Og jeg ville nok aldrig være nået helt dertil.
The breast cancer dance.

En af mine bekendte har engang haft brystkræft. Da jeg selv fik brystkræft, talte jeg med hende og det gjorde et stort indtryk på mig, og har præget min tankegang og opfattelse rigtigt meget, fordi hendes tilgang til brystkræften er så super cool. Vi taler engelsk sammen (hun er fra USA), men som hun sagde, da jeg ringede til hende ”Hi, Camilla, So you are doing the breast cancer dance?” Hendes fantastiske råstyrke var bare så afsmittende på en virkelig positiv måde. Samtalerne med hende har virkelig præget mig til at opfatte dette som værende noget, der ikke er en dødsdom.

Lægevidenskaben kan heldigvis så ufattelig meget! Og udtrykket ”Breast cancer Dance” er så sigende, som noget kan være – for jeg ser det som en slags moderne ballet (Alvin Ailey?)– eller tango eller anden tilsvarende megen lidenskabelig dans med drama eller begge dele – det er en dans, hvor det går godt, så går det skidt, så er følelserne i voldsomme udbrud af den ene eller den anden art, så ligger man på gulvet, så danser man en kærlighedsdans med sin partner, en solodans af glæde eller en solodans af smerte.  Det er frem og tilbage i rytmer og mønstre, der tilsammen udgør et hele.

Brystkræft og kvindelighed.

I dag i skrivende stund – her i september måned 2020 dvs. 10 måneder efter mastektomien og nu med nyt venstre bryst og højre bryst halvt rekonstrueret… Så har det gjort noget ved mig at være igennem det helvede og at føle, at kampen skulle ske på så mange fronter – kræft OG kvindelighed.

Jeg føler selv, at jeg er blevet en stærkere kvinde i dag, og at jeg hviler mere i mig selv på mange måder.

Dog har jeg stadig dødsangsten for tæt på, og angsten for at få kræft igen – den samme kræft eller en anden. Men det er jo normalt. Og selvom angsten er der, er den der mindre nu, end den var for bare tre måneder siden. Livet skal jo leves mens man har det…

4 dage efter mastektomien (fjernelse af brystet) fik vi denne lille lækre hundehvalp.
4 dage efter min operation, hentede vi denne lille skønne formel 1 hvalp hjem. Vi havde allerede bestilt ham, da jeg mærkede den lille bitte, bitte ært. Det var meget heldigt. Lucca blev et lyspunkt for os alle med sin skønne energi og sødme. Især for børnene betød det virkeligt meget. Han er nu vokset op og er blevet en super skøn og lidt fræk hanhund, der lige er blevet teenager 😉
Vi er to om kampen.

Som par har Peter og jeg også brugt så meget tid, vi har kunnet finde, til at være sammen . Det handler jo ikke kun om mig – det er også vanvittigt svært for ens partner – både for ham selv og også fordi han er far til de børn, hvis mor nu har fået konstateret brystkræft.

Det har bestemt ikke været nemt – især fordi der over et langt stykke tid har svævet et meget dystert ”måske er der noget/måske er der alligevel mere”…. Og så er det meget svært at komme videre.

Det har krævet rigtigt meget af os begge! Men vi har kæmpet sammen. Vi har fejret sejrene og holdt om hinanden, når beskederne var dårlige. Jeg synes, vi er et godt team, og vi er gode til at støtte hinanden. Vi kender hinandens styrker og svagheder, og ved hvordan vi kan samarbejde også om svære situationer.

 
 
 
 
 
Survival of the Fittest

Igennem hele dette forløb, faktisk indtil jeg når dertil, hvor jeg får fjernet det venstre bryst og påbegyndt rekonstruktionen af det højre bryst, følte jeg mig svag næsten hele tiden. Jeg følte, at jeg ikke længere kunne stole på min egen krop – der kunne være noget galt, uden at jeg bemærkede det. Jeg følte, at jeg ikke havde kræfter til at komme igennem det. Jeg følte, at kræften kunne være stærkere end min kraft. Hvordan kommer man videre fra det??

For mit eget vedkommende havde jeg så enormt svært ved at kapere dét at have fået konstateret brystkræft, at jeg faktisk har brugt et helt år på at forstå det følelsesmæssigt. Så jeg selv har kunnet håndtere det og prøve at finde ud af at komme overens med det ift. mine følelser og tanker og sindet.

Fx betød det, at jeg ikke havde overskud til at tale med ret mange om det. Det var ikke, fordi jeg ikke VILLE tale om det, men fordi jeg IKKE HAVDE KRÆFTERNE til at tale om det.

Mange kvinder har det jo sådan, at de har behov at for endevende en sådan situation med rigtig mange af deres veninder og venner for at få det bearbejdet på den bedst mulige måde.

Men det kunne jeg simpelthen ikke.

Samtidig havde jeg det sådan, at udover at blive rask, så var det vigtigste, at få mine to børn (10 år og 12 år på det tidspunkt) igennem dette på en så god måde som muligt. Vi havde jo faktisk kun været hjemme i Danmark i 4 måneder, da jeg fik konstateret brystkræft. Så de var ikke rigtigt ”landet” endnu – ift sprog, skole, venner etc etc.  Og de savnede den internationale skole i UK og deres venner og liv der.

For at få mine børn igennem dette på bedst mulige måde, mente jeg, at noget af det vigtigste var at fortælle det til deres omgivelser. Deres mor var syg af kræft og skulle derudover også have fjernet et bryst. Det ene alvorligt, det andet måske for nogle ”mærkeligt”. Men jeg ønskede ikke, at mine børn kunne blive konfronteret med nogle ”mærkelige bemærkninger” af nogen art. Derfor brugte jeg meget af min energi på at tale med deres omgivelser – så havde jeg mindre energi til at tale med mine egne venner – men det var altså prisen i mit tilfælde for at hjælpe mine børn.

Mange mennesker kan sikkert klare begge dele – men det kunne jeg ikke.

Jeg brugte også virkelig meget tid på at finde ud af, hvilke ting skal jeg gøre for at prøve at undgå at få kræft igen. En hvilken som helst for kræft. For jeg vil ikke have kræft igen.

Uden Peter, veninderne, vennerne og familien havde jeg ikke klaret mig frem til, hvordan jeg har det i dag. De har båret mig igennem uendelige mængder af tårer, fået mig til at bevare troen og livsmodet og hjulpet mig til at holde hovedet koldt.

Selv de mange dejlige venner og familie, der sendte beskeder, som jeg ikke fik svaret på – det betyder alverden, for beskederne viser, de tænker på dig.

Kender du én, der er syg af kræft eller noget andet alvorligt? Ring eller skriv, selvom de ikke lige svarer – for det betyder alverden, at du viser, at du er der. Men deres hoveder, kroppe og hjerte kan være for fyldte af smerte og angst.

 
You got the t-shirt now.

Nogle uger efter jeg havde fået konstateret brystkræft, sendte en af mine venner mig en mail. Han var på vej hjem fra Vietnam. Denne mail faldt på et virkeligt tørt sted og er også en af dem, jeg har taget med mig. Jeg er overbevist om, at denne mail vil følge mig hele livet. Også når jeg er 90 år, vil jeg åbne den og læse den og grine og græde på samme tid – budskabet bliver siddende på den sødeste og kærligste måde. Min gode ven har en alvorlig sygdom, som han har båret på det meste af livet. Han ved om nogen af mine venner, hvad det vil sige at være alvorligt syg. Han har stået på kanten. Men han er så helt fantastisk – og han har valgt en attitude til livet og døden, som gør, at han på trods af alvoren ikke lader sig mærke med det. Han lever livet i fulde åndedrag og uden en ”label”.

Han skriver bl.a. ”You got the t-shirt now” – jeg har brugt det udtryk og den forståelse i min overlevelsesstrategi. Jeg føler, jeg har stirret døden i øjnene. Men jeg skal leve mange år endnu.

Ikke desto mindre sidder angsten for kræften og døden et sted i mig, og det vil den nok blive ved med mange, mange år endnu. Jeg har fået t-shirten. Det kan jeg ikke lave om på. Så t-shirten ligger inde i skabet på en hylde. Men jeg vælger selv, hvornår jeg tager t-shirten ud af skabet.

Jeg vælger livet og troen på livet – jeg lader t-shirten ligge i skabet.

Kontakt til andre kvinder, der også har eller har haft brystkræft.

Noget, der også har hjulpet mig – og stadig gør – er, at jeg er på en Facebook side for kvinder, der har haft/ har brystkræft. Det er kun for dem, der faktisk er syge/ har været syge af kræft (ingen pårørende, kun kvinder, ingen mænd). Her deler disse fantastisk skønne og super seje kvinder alt – tanker, spørgsmål, følelser – alt muligt. Det er en lettelse at opdage, at meget af det, du tænker, tænker de andre også.

Men også de mange forskellige tilgange, vi har til brystkræftforløbet, har haft stor betydning for min egen forståelse af mig selv. Vi er så forskellige i, hvordan vi reagerer og hvad vi gør.

Svaret på operationen og videre forløb.

14 dage efter operationen skulle jeg have svar på Brystkirurgisk Afdeling. Mine knuder var meget små, der var ikke spredning, men udover nogle knuder, var der også forstadie til brystkræft.

Videre behandling? Jeg skulle have antiøstrogener, nogle piller, der hedder Tamoxifen, som jeg skulle tage i 10 år. Jeg skulle ikke have kemoterapi. Jeg følte mig meget heldig.

Men min mormor døde af brystkræft, da hun var 49 år gammel.

Da mit brystvæv var særdeles vanskeligt at gennemskue, og der skulle holdes øje med, om brystvævet ændrede sig, skulle jeg have flere undersøgelser senere hen – MR scanning etc.

Jeg er også blevet undersøgt for, om jeg har nogle kendte gener for brystkræft  (BRCA)– hvilket jeg heldigvis ikke har. Men det faktum, at den første læge overså noget af brystkræften og at gentagne MR scanninger, ultralyd osv var nødvendige, hang som en mørk sky over mit hoved. Derudover var der hele tiden et hmm, ja, det kunne godt være noget… Så blev det afvist senere af lægerne. Men så dukkede tvivlen op igen hos lægerne… Jeg sagde derfor, at jeg ønskede at få fjernet det raske bryst. Dette ønske fik jeg faktisk hurtigt pga ”besværet” med at opdage kræften.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne stole på, at de havde opdaget det hele? Den tanke, at selv en dygtig og rutineret læge i fremtiden meget let kunne overse kræften, kunne jeg simpelthen ikke bære. Eller måske allerede i virkeligheden havde overset det? På trods af adskillige grundige undersøgelser? Altså virkelig ikke bære. Jeg var hunderæd for, at der kunne gemme sig kræft i det andet bryst.

I slutningen af marts blev jeg scannet igen på Rigshospitalet – og nu lød det igen – ja, det kunne se ud til, at der er sket nogle forandringer i brystet, der ikke er gode. Så forfra med nye mammografier og ultralyd. Lægen, der lavede ultralyden 8 dage efter MR scanningen (og på min 51 års fødselsdag) mente dog, at der intet var. Forandringerne i brystet skyldtes, mente han, at jeg skulle have min menstruation et par dage senere. Men nu var jeg altså mentalt kørt i bund af angst for, om der alligevel kunne gemme sig noget kræft i det venstre bryst.

Så i slutningen af maj måned fik jeg nye bryster – næsten da. Højre bryst er ikke helt færdigt endnu…

Antiøstrogen behandling – Tamoxifen i 10 år.

Til første møde hos onkologerne havde jeg igen både Peter med og den veninde, der også var med på brystkirurgisk afdeling. Min veninde er selv læge. Jeg skulle jo nu høre om Tamoxifen, som var den behandling, onkologerne havde valgt til mig. Denne veninde er også én af dem, der har været en af hovedpersonerne i at få mig gennem hele forløbet med brystkræft.  Hun har lyttet, vi har grinet og vi har grædt. Jeg er bare så heldig at have mine dejlige veninder 🙂

Men faktisk er jeg lige så bange for at tage Tamoxifen, som jeg er for at få kræft igen.

En facebook gruppe har også hjulpet mig her – for kvinder, der har fravalgt antiøstrogener. Altså kvinder i samme situation som mig, der af den ene eller den anden årsag fravælger denne behandling. Det er rigtigt rart og uvurderligt for sådan én som mig at høre andres erfaringer om denne problematik. Og det er en flok super seje cool skønne kvinder, der kæmper imod brystkræften også derinde.

Hos onkologerne har jeg haft utroligt mange spørgsmål…..Jeg har nu næsten besluttet ikke at tage det – jeg skal tale en gang mere med onkologerne, førend jeg træffer den endelige beslutning. Problemet er nemlig, at man stadig kan få den type kræft, jeg har haft, SELVOM man tager Tamoxifen – og der er risiko for nogle seriøse bivirkninger. Fx får ca 10 % blodpropper og en anden erkendt bivirkning er iflg indlægsseddlen livmoderkræft.

At man kan få kræft af kræftbehandlingen, synes jeg, er ganske bizart og meget utrygt.

Det sammenlignet med at Tamoxifen i mit tilfælde ville gøre en meget lille forskel statistisk gør, at jeg tror, at jeg endeligt fravælger det. Jeg gør ekstra meget ud af at leve sundt og alle mulige andre ting for at forebygge ny kræft eller tilbagefald. Men igen – det er et frygteligt svært og tungt valg. Og måske er det lige meget hvad jeg selv gør – eller om jeg ikke gør noget. Jeg ved godt, jeg lyder så sikker i min sag, men det er jeg bestemt ikke, og måske næste aftale hos onkologerne ændrer det. Det vil tiden vise.

Det er svært at danse med kræft.  Og det er en dans, der varer ved længe.

Læg meget gerne en kommentar her nederst på siden 🙂

VELKOMMEN TIL Camillas World

Vi er alle unikke og fantastiske og skønne kvinder.  

På Camillasworld.dk, lever vi i det farverige kvindeliv 40+ og beskæftiger os med alt det vigtige i livet. Følg med og få nye vinkler på livet, og forståelse og find inspiration til et endnu bedre liv for dig.

/Camilla

    Har du en kommentar?

    Mere til dig