- Om alt det, der betyder noget

New Forest i Sydengland kun et par timers kørsel fra London.

Vi har jo boet fem år i hhv. London og lige udenfor London. London er en super spændende skøn multikulturel storby med rigtigt mange ting at se, opleve og lære af og lære om.  Dette gælder, uanset om man er fastboende eller turist. Men England har så meget at byde på udover Londons pulserende storbyliv.

New Forest er vilde heste og magi kun et par timers kørsel fra London.
De vilde ponyer går frit i hele området, også inde i de små idylliske byer. Her er nogle ponyer på vej ind i Beaulieau. Navnet kan godt give anledning til udfordring for såvel en englænder som en turist. Prøv ikke at udtale det på fransk – det udtales ca. ”bew-lee”. Her får du et link til udtalen https://www.howtopronounce.com/beaulieau
 
Jeg er VILD med den engelske countryside. Det har en særlig plads i mit hjerte.

Den engelske countryside har masser af helt enestående naturoplevelser, og den skønne engelske kultur, som du måske har duftet til på en pub i London, finder du også i overflod, når du kører ud på landet.

Rigtig mange vælger at rejse til London, når de rejser til England. Måske tager de en tur til Harry Potter filmstudiet nord for London, hvilket er en fantastisk oplevelse, hvis man er Harry Potter fan.

Men du bør faktisk ikke snyde dig selv for den del af England, der synes at være hemmeligholdt for mange danskere.

New Forest er et af mine absolutte yndlingssteder. Jeg kunne faktisk tænke mig at flytte dertil, når vi engang kommer til pensionsalderen. Men der er jo lidt tid til endnu. New Forest er et stort, fantastisk naturområde i Sydengland, som strækker sig ind i både Hampshire og Wiltshire med sine 566 km2 og ca 64 km kystlinje.

Min mor og jeg har et par gange været på mor-datter tur i det skønne New Forest.
New Forests fortryllende dyreliv og smukke natur.

Min mor og jeg har et par gange været på mor-datter tur i New Forest.  Her er vi på gåtur i det smukke hedelandskab.  New Forest er ikke som den øvrige engelske countryside.

New Forest består hovedsaglig af store, smukke hedeområder og store skovområder med meget gamle træer. Nogle af skovområderne er helt eventyragtige.

Det helt særegne, og det som skaber New Forests magiske stemning, og som man bliver så fortryllet af, er at der udover den fantastiske natur findes ca 5.000 vilde ponyer, heste, og æsler, og et par tusind kvæg, som må bevæge sig over det hele. Selv midt inde i de små charmerende byer møder du pludselig en hel flok af ponyer på vej gennem byen.

Når jeg siger, at de må bevæge sig rundt over det ”hele”, er det dog med den modifikation, at nogle fx hoteller eller B&B’s, private huse etc. har lavet færiste ind til deres ejendomme. Det er ikke alle, der ønsker dem ind i haverne, fx fordi de jo spiser alting i haven.

En snakkesalig pony i Lyndhust på en familietur i februar 2018.
Hvad betyder det, at ponyerne er ”vilde”?

Det er ikke helt rigtigt, at dyrene er ”vilde”. Der er nemlig nogle, som ejer alle dyrene – uanset om det er ponyer eller kvæg.

Der ligger et fascinerende stykke engelsk historie til grund for en meget speciel konstruktion, der vedrører, hvem der ejer disse dyr og hvorfor de må gå over det hele.

I 1079 erklærede William I, at New Forest skulle være royalt jagtområde, og samtidig lavede han nogle meget strenge regler for brugen af dette jagtområde for de mennesker, der allerede boede der. Fx blev man straffet med døden for at indhegne sine egne afgrøder, eller hvis man selv gik på jagt. Dødstraffen findes ikke mere!

Men mange af de regler, som William lavede, gælder stadig.  Når man bor i New Forest eller ejer land i New Forest, er man en ”commoner” (almindelig borger), og disse commoners har nogle rettigheder, bl.a. må de samle brænde, og de må lade deres dyr gå frit over hele New Forest og græsse, forudsat at dyrene er sunde og raske dyr.

Hvordan ved de så, hvem der ejer hvilke ponyer? Dyrene er mærkede. Fx kan du se på en ponys hale, hvem der ejer den, da halen bliver klippet på en speciel måde. Denne sjove tradition går jo laaangt tilbage i tiden. Men dyrene passer sig selv hele året (undtagen hvis de bliver syge). En gang om året drives ponyerne sammen og efterses, og ejeren kan sælge dem.

Hvis du kommer til New Forest om efteråret, kan du være så heldig at være der, når grisene lukkes ud. De får nemlig også lov til at suse rundt i et par måneder i de områder, hvor der er mange nødder, som hverken ponyerne eller kvægene kan tåle.

Og så er der selvfølgelig rigtigt vilde dyr, fx forskellige slags dådyr! Udover dyrene, som ejes af de lokale, the commoners, er der i øvrigt et meget rigt dyreliv. I 2005 blev New Forest til en national park og den er beskyttet både på grund af landskabet og de dyr og dyrearter, der lever der, alt lige fra reptiler til fugle og sommerfugle etc.

Så bliver det bare ikke bedre. Den bedste afslutning på en lang dag med mange skridt på skridttælleren i New Forest er selvfølgelig en lækker middag på en gastropub og et glas øl 😉 Her er vi på The Bell Inn i Bramshaw.
Der er rigtigt mange muligheder for at vandre eller cykle rundt i New Forest.

Englænderne er rigtigt glade for at gå! Derfor har nationalparker og områder et hav af ture, man kan følge. Disse ture er oftest virkeligt charmende. Fx vil de ofte lede dig gennem både landskaber, små byer, forbi en kirke eller et monument eller lignende. Og mange af dem har endvidere indlagte pub-stop, der fx egner sig til en frokost.

Der er udgivet virkeligt mange små pocketguides – eller bare almindelige ”gåture guides” til disse gåture. De koster ikke ret meget, og er efter min mening alle pengene værd, fordi turene som regel er virkeligt gennemtænkte, så du får mange og forskelligartede oplevelser på vejen.

Stranden i New Forest – habitat for rigt dyreliv, engelsk historie og Europas historie.

Hvis du er interesseret i historie, må du ikke snyde dig selv for en tur til stranden. Vandet, strandene og deres nære område spillede nemlig en meget stor rolle under anden verdenskrig og D-day.

Det var bl.a. fra stranden i Lepe, at soldaterne blev sat ud og sejlede til Normandiet på D-dag. Det var også fra disse strande og gennem dette vand, at den britiske hær lavede operation PLUTO.

Operation PLUTO står for PipeLines Under The Ocean. Det var en kæmpe og meget kompliceret operation for at befri Europa.

4. og 7. Royal Dragoon Guards Memorial på strækningen omkring Lepe. Den taler vist for sig selv.

Hæren arbejdede sammen med ingeniører og olieselskaber og byggede og lagde rør under vandet hele vejen til Normandiet, således at tropperne kunne få benzin til deres videre færd, når først de var ankommet til Normandiet.

I Lepe var der således et pumpehus, der pumpede olien ud til Isle of Wight, hvorfra den gik videre gennem rørene til Normandiet.

Selvom der er meget lidt synligt tilbage af al det, der var med til at befri Europa, kan jeg kun sige for mit eget vedkommende, at det gav mig nogle kraftige kuldegysninger at stå på den strand, hvor alle de unge mænd gik i krig for at befri os andre.

Hvor havde Europa været i dag, hvis ikke der havde været alle disse storslåede planer og hårde arbejde, og alle de fantastiske soldater, der modigt sejlede mod Frankrig og befriede os? Og et uhyggeligt højt antal gav deres liv.

Man er stille bagefter. Men hvor er det vigtigt, at vi bliver ved med at huske på historien, og at vores børn lærer om den. Det er en vigtig brik i vores forståelse af os selv, og rædslerne tjener forhåbentlig som minde om, at noget sådant ikke må ske igen.

 
 
 
Gastropubs.

Når man suser rundt i the English countryside, synes jeg bestemt, man skal opleve de skønne pubs. Det er noget meget unikt at opleve de lokale, når de er på pub.

Vidste du, at mange englændere den dag i dag har deres stampub, som de besøger i hvert fald én gang om ugen?

Det er engelsk kultur, så det batter, og det er vanvittigt skønt med de virkeligt fornøjelige og interessante samtaler, du kan få på pubben, hvis du selv er åben. For det er de.

Ikke alle pubber laver dog mad, der fryder din gane.

Et tip er derfor fx at gå efter det, der hedder gastropubs, hvis du også ønsker at finde en pub, hvor du først kan spise – og måske siden gå i baren.

Alle områder fx også Hampshire vil derudover have anbefalinger af pubs med god mad.

Rundt om New Forest.

Jeg synes selv, at 4-5 dage i New Forest er en fantastisk skøn og spændende oplevelse. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at komme tilbage. Du kan både gå og cykle dig til store oplevelser.

Men kommer du langvejs fra, er der også mange andre spændende steder at besøge lige i nærheden, inden du kører videre ud i the English Countryside eller tager til London.

Fx Isle of Wight se evt. her https://www.visitisleofwight.co.uk/   The South Downs er også et meget smukt område at vandre eller cykle i, ligesom du kan besøge Brighton, se her https://visitsouthdowns.com/

Praktiske ting til en tur rundt i det smukke og spændende New Forest.

Hvis du lejer en bil i England for at suse rundt i Sydengland og opleve nogle af alle perlerne er her lidt praktiske fif:

Englænderne selv er meget rejselystne i deres egne ferier. Og de planlægger det i god tid! Hvis du derfor får den idé at tage til Sydengland to uger før påske, må du forvente, at det kan være svært at booke lige præcis det, du gerne vil. Er du afsted i deres ferier og vil du gerne spise på en bestemt pub? Book i så god tid som muligt, også når du først er der.

Skal du leje en bil? Den første gang, vi skulle til England for at kigge på hus, inden vi skulle flytte, lejede vi en bil fra Gatwick Lufthavn. Da vi henter bilen, spørger manden, om vi vil have ekstra forsikring på sidespejlene. Hmmmm, vi så på hinanden og blev meget hurtigt enige om, at det salgstrick faldt vi da ikke for… Men vi skulle blive klogere. Når man kører rundt på landet, opdager man nemlig, at vejene virkeligt er smalle. Og der er en grund til, at man jævnligt ser biler uden sidespejl. Vi ødelagde ikke noget sidespejl på den tur. Til gengæld lavede vi en fin og ret stor ridse på dækslet på et baghjul. For jo, vejene er smalle…

Er du nervøs ved tanken om at køre i den ”forkerte side” af vejen? Brug en ”kørering”. Jeg brugte en meget stor ring i de fem år, vi boede i England. Når jeg var i England og kørte, havde jeg ringen på venstre pegefinger, og når jeg var i resten af Europa, sad den samme ring på højre pegefinger. Ringen skal være ”stor”, men så har du et pejlemærke, fordi du jo altid har hænderne på rattet. Du vil opdage, det giver tryghed. Og det er jo egentligt kun i de tilfælde, hvor man skal vende eller ud i en rundkørsel etc., at man lige skal tænke sig om en ekstra gang, eller når du er rigtigt træt.

Englænderne er venlige bilister. At køre inde i selve London, kan dog godt være lidt stressende, da cyklisterne mener, de ejer kørebanen på lige fod med bilerne og de store tunge biler.

Kommer du i bil fra Danmark og har hunden med? Ikke noget problem. Det er nemt at få hotelværelser, leje lejligheder/huse etc., selvom du har hunden med. På de fleste pubber må du også have hund med (dog ikke i spiseafdelingen).

Gåtur på stranden ved Milford on Sea.
Tur til England.

Er du ved at planlægge en tur til England og sidder og kigger på hoteller i London?

London er en virkelig spændende storby med nogle helt fantastiske museer, musikoplevelser og restauranter og Londonpubs. Men hvis du har lidt ekstra tid vil jeg opfordre dig til at se noget af det England, som så sandelig også er virkeligt spændende og viser en anderledes side af de dejlige englændere, deres kultur og historie.
England er stort og der er virkeligt mange steder udenfor London, der så afgjort er et besøg værd, og som jeg er sikker på, du vil opleve som noget usædvanligt og som du vil huske blandt dine rejseoplevelser.

Her er et link til mere om New Forest og dens magi https://www.thenewforest.co.uk/   Du kan også bruge denne side https://www.visit-hampshire.co.uk/explore/areas-to-visit/new-forest

Og endelig en lokals hjemmeside om det at være commoner og bo og leve i New Forest http://www.newforest-life.com

Få en oplevelse for livet og besøg New Forest 

VELKOMMEN TIL Camillas World

Vi er alle unikke og fantastiske og skønne kvinder.  

På Camillasworld.dk, lever vi i det farverige kvindeliv 40+ og beskæftiger os med alt det vigtige i livet. Følg med og få nye vinkler på livet, og forståelse og find inspiration til et endnu bedre liv for dig.

/Camilla

    Har du en kommentar?

    Mere til dig

    Little Sun Charge

    Little Sun Charge

    Little Sun Charge – en bæredygtig solcelle oplader til din mobiltelefon. Skrevet af Camilla Munksgaard Har du også prøvet at komme ud af huset uden

    Læs mere »
    Corona Blues

    Corona Blues.

    Corona Blues – kom ud af tristheden.Skrevet af Camilla Munksgaard. Er du også blevet ramt af Corona blues? Jeg er nået dertil, hvor jeg kan

    Læs mere »