- Om alt det, der betyder noget

Om Camilla

 

Jeg er fyldt 51 for et par måneder siden.  Det er nu et år siden, jeg rundede det skarpe hjørne, mens vi endnu boede i London og på min fødselsdag var i fuld gang med afskeden med London efter 5 spændende år.

Det var egentlig et meget passende tidspunkt at blive 50 – omtrent samtidig som et kapitel i vores liv slutter, og et helt nyt kapitel skal til at tage sin begyndelse. Den begyndelse er nu i fuld gang.

Jeg har startet denne blog, fordi jeg synes, vi mangler blogs for os skønne kvinder, der er rige på erfaring og stadig fulde af nysgerrighed og livsmod, men vores verden udvikler sig også hele tiden, og selv med vores erfaringer, viden og forståelse er der altid nye vinkler på livet på denne jord.

Jeg er mor til to drenge på 11 år og 12 år og gift med deres far. Derudover er jeg så heldig at have to (nu voksne) bonusbørn.  Jeg er altså en af de mødre, der fik børn lidt sent. Der er både fordele og ulemper ved at være en lidt ældre mor. Først og fremmest er det bare ufattelig skønt, og det største i mit liv at have fået to skønne unger. Her på bloggen vil jeg dele indlæg om vores hverdag og livets mange temaer set med mine øjne vedrørende børn og familie og om parforholdet.

Jeg er uddannet både jurist og lærer. Og måske netop derfor er min vinkel på livet oftest mangefacetteret. Jeg er vel en tredjedel jurist, en tredjedel lærer og en tredjedel hippie.

Som du måske kan regne ud, så har de tre forståelser af livet ofte intense diskussioner med hinanden – hvilken forståelse skal dog være den rigtige i en given situation? De tre kan nemlig give meget forskellige svar… følg med 😉

Kunst og kultur får blodet til at løbe i mine årer. Allerede fra barnsben kunne jeg finde lige så godt rundt på Louisiana som i mit barndomshjem (der dog var meget lille sammenlignet med Louisiana – selv dengang).

Jeg elsker at læse, og jeg kan ikke forestille mig mit liv uden kunst og kultur, og derfor vil du her møde indlæg om bl.a. udstillinger og de bøger, jeg læser.

Kunst og kultur sætter livet i perspektiv. Jeg elsker at blive udfordret på mine egne opfattelser, og det er helt essentielt for mig at møde de mange fortolkninger, der findes på livet og vores store skønne verden.

Da jeg jo har et par friske drenge i skolealderen, vil der selvfølgelig også være indlæg, der handler om børn og kunst og kultur og anmeldelser af museer og udstillinger med mine børn.

Naturen spiller en meget stor rolle i mit liv.  Jeg er faktisk afhængig af kontakten med naturen, med at være i naturen – og næsten helst hver eneste dag.  Da jeg var barn, voksede jeg op i Værløse/Bagsværd, og vi gik altid lange ture både lørdag og søndag, ligesom vi ofte var på naturferier.  Det var her, jeg lærte at nyde naturen og at respektere den og at forstå dens storhed og betydning for os.

Det er i mødet med naturen, at jeg bliver ”hel”.  Min krop har brug for at komme ud i naturen – men det har mit sind så sandelig også.

Du vil også finde indlæg om mine og min families naturoplevelser, såvel som indlæg om naturen generelt, om hvad der sker i verden og hvordan vi kan passe bedre på den.

Jeg befinder mig mange timer i mit køkken hver eneste dag. Fordi jeg elsker at lave mad og fordi jeg elsker at spise mad og helst i godt selskab. Jeg vil helst lave tingene fra bunden af selv, men en travl hverdag sætter jo også sine grænser for, hvad jeg kan nå at lave i køkkenet, selvom det er noget af det, der bliver prioriteret højest herhjemme. Fx laver jeg ofte en stor portion bone broth. Jeg vil blogge om mad, dele mine opskrifter og alle de oplevelser, der kommer ud af familiens arnested.

Jeg er nysgerrig som bare den og mødet med nye mennesker og andre kulturer, uanset om de minder om vor egen, eller er mere fremmede, er noget af det mest givende, jeg ved.  Jeg elsker planlægningen af rejsen, der hvor man sætter sig ind i, hvad vi skal se, hvor og hvorfor.  Allerede der starter rejsen jo lidt… Jeg glæder mig til at dele mine rejser og rejseoplevelser med jer her på bloggen.

I august 2014 flyttede vi til London, da min mand skulle arbejde fast ud fra London. Vore to drenge var 5 og 6 år gamle, da vi rykkede familien op med rødder til nye eventyr i den pulserende storby. Da vi flyttede hjem Juli 2019 havde de altså boet halvdelen af deres liv i London. Det har været 5 super spændende og dejlige år, men bestemt også fem år med mange forskellige udfordringer.  Og så starter man jo en lille smule forfra når man har boet i udlandet i længere tid. For drengene er det helt forfra – kultur, sprog, trafik, skole, venner…. Mange nye ting at forholde sig til.

Jeg har startet denne blog for at dele alt mit liv og min verden med dig. Velkommen indenfor til camillasworld.dk J