- Om alt det, der betyder noget

Taknemmelighed.

Taknemmelighed.

Af Camilla Munksgaard.

Jeg går i øjeblikket og føler mig meget taknemmelig.

”I øjeblikket” er vel rundt regnet det sidste halve års tid, også selvom jeg i dette halve år har haft voldsomme angstture over, om kræften kan finde på at komme snigende igen eller om den skulle have gemt sig et hemmeligt sted i min krop. Hvis du har fulgt med her på bloggen i noget tid, ved du måske, at jeg for nylig har haft brystkræft.  Det kan du ellers iøvrigt læse mere om her https://camillasworld.dk/dansen-med-brystkraeft/

Men taknemmeligheden over livet og over at være kræftfri, glæden over at være gift med den skønneste mand, og glæden over at have fået de skønneste børn og skønneste bonusbørn kan ingen – selv ikke truslen om kræft – tage fra mig.

Jeg går hver dag ture med vores to formel 1 labradorer, og når jeg sådan går inde i den danske bøgeskov og granskov med trætoppene højt oppe og kig til den blå himmel, så overvældes jeg ofte af følelsen af taknemmelighed.

For hvor er det fantastisk at bo kun ca. 25 min fra det smukke København, og alligevel kan vi gå i naturen borte fra biler og larmen og alt mulig anden hektisk aktivitet.  Naturen er jo et betagende sted og åndehul for os moderne mennesker i en travl hverdag.

 
Videnskaben om følelsen af taknemmelighed.

Vidste du, at man efterhånden har forsket en del i taknemmelighedsfølelsen?

Det er ret vildt, men følelsen af taknemmelighed ser ud til at kunne influere på rigtigt mange vigtige områder af vores liv.

Taknemmelighed.
En aftentur i det smukke Svaneke. Det kan man nemt være taknemmelig over 🙂

Forskningen har fundet frem til, at der er en sammenhæng mellem følelsen af taknemmelighed og vores velvære eller vores lykkefølelse.

Vi kan både se mere positivt på livet eller ligefrem føle os lykkelige, når vi er opmærksomme på alt det gode vi har, og husker at sige tak.

Videnskaben har lavet forskning, der viser, at taknemmelighed kan influere på vores fysiske helbred. Fx. er der undersøgelser, der tyder på, at dit immunforsvar bliver stærkere og at du kan opleve færre symptomer på fysisk smerte, når du føler dig taknemmelig.

Taknemmelighed kan reducere stress og give bedre sociale relationer. Følelsen af taknemmelighed kan også være med til at give os bedre søvn og mindre depression.

Det, at blive opmærksom på alt det gode vi allerede har i vores liv og huske at sige tak for det, kan således give os noget i vores privatliv. Men det kan også hjælpe os på arbejdspladsen.

Det er ikke, fordi du pludselig skal til at gøre det dårlige til noget godt. Men det handler om at huske på og at være opmærksom på alt det, der ER godt i dit liv.  Når du anerkender alt det, der er godt og fokuserer på det gode, som du kan være taknemmelig over, får du det simpelthen bedre. Du får på denne måde mere glæde og kan dermed også imødegå selv udfordringer med mere styrke.

 
 
 
 
Er der grænser for taknemmeligheden og dens effekt?

For at følelsen af taknemmelighed rent faktisk påvirker vores hjerne, og dermed vores velvære og fysiske helbred, er det naturligvis nødvendigt, at vi er opmærksomme på det, vi har grund til at være glade over i vores liv. Ligesom vi skal huske aktivt at takke for det gode, vi allerede har.

Glenn Fox er forsker i neurovidenskab på University of Southern California. Han har forsket i, hvordan taknemmelighed påvirker os. Iflg. Glenn Fox sættes grænserne for effektiviteten af følelsen af taknemmelighed ganske enkelt af, hvor meget opmærksomhed du bruger på følelsen af taknemmelighed og hvor meget du siger tak eller føler taknemmeligheden.

Du kan læse mere her https://www.health.harvard.edu/mind-and-mood/in-praise-of-gratitude. Bemærk, at artiklen fra Harvard er på engelsk.

Du kan også læse mere her i en artikel fra University of Southern California https://news.usc.edu/163123/gratitude-health-research-thanksgiving-usc-experts/. Bemærk, at denne artikel også er på engelsk

Videnskabens tips til, hvordan du kan arbejde aktivt med følelsen af taknemmelighed.

De to artikler fra Harvard University og University of Southern California nævner nogle måder, hvorpå du kan arbejde med taknemmeligheden aktivt som redskab:

  • Skriv et takkekort til én, der har gjort noget rigtigt godt for dig.
  • At have en fast praksis, hvor man jævnligt takker en person for noget, hun eller han har gjort for dig på et tidspunkt.
  • Lav en taknemmeligheds dagbog, og skriv alt det ned, du føler dig taknemmelig over.
  • Tak en person i dine tanker.
  • Vær opmærksom på alt det gode, du har i dit liv. Og sørg for at anerkende det og at sige tak for det. Vælg en fast dag om ugen, hvor du sætter dig ned og skriver om de gode ting, der er sket i denne uge. Det kan være en god idé at vælge et fast antal dejlige ting at skrive om fx 3 ting eller 5 ting.
  • Hvis du er religiøs, kan du i dine bønner bruge taknemmeligheden.
  • Mindfulness meditation. I mindfulness meditationen fokuserer man på øjeblikket uden at vurdere, hvad der sker. Man øver sig i at observere tingene uden vurdering. Måske praktiserer du mindfulness eller har stiftet bekendtskab med det? Eller måske mediterer du, selvom det ikke er ud fra tanken om mindfulness?  Det kan være godt at meditere på det gode, du kan sige tak for. I forhold til mindfulness, er det godt at huske på, at selvom taknemmelighed ikke er en af de 7 grundpiller i mindfulness, så er taknemmelighed alligevel én egenskab, som giver dybde og ekstra omfang til din mindfulness levestil.

Hvilke metoder virker bedst for følelsen af taknemmelighed?

Glenn Fox, fra University of Southern California, siger, at forskningen har vist, at de metoder, der virker bedst, bl.a. er nummer 1, 2 og 3. Dvs. at skrive takkekort, at have en fast praksis, hvor man husker at takke dem, der har gjort noget for én på et eller andet tidspunkt og at føre dagbog og sige tak.

Glenn Fox anbefaler, at du afprøver de forskellige metoder for at finde frem til, hvilken én, der virker bedst på dig. Det bedste er at bruge et par uger på en metode, førend du vælger fra eller vælger til.

Fox selv bruger hver aften lidt tid på at anerkende det gode og at takke for det gode. Han bruger ikke nødvendigvis den samme metode hver aften – han veksler mellem taknemmeligheds-dagbogen, guidet meditation, eller ringer til nogen og siger tak, eller skriver til nogen for at sige tak.

Han synes, at han på denne måde får lidt luft i hverdagen, og at det giver ham lidt bedre søvn. Det er ikke, fordi han så ikke oplever søvnløse nætter, men pointen er, siger han, at han har skabt åndehullet i hverdagen.

Hvordan bruger jeg selv aktivt det at føle mig taknemmelig?

Jo, som sagt, har jeg i øjeblikket helt naturligt ofte følelsen af taknemmelighed – over store som små ting. Fx kan jeg føle mig meget taknemmelig over, at jeg har de forældre, som jeg nu engang har, mine venner eller at jeg lever i en del af verden, hvor vi har det godt og hvor tingene fungerer (sådan i det store og hele i hvert fald), eller at jeg har en flot rød røremaskine, der kan gøre det hårde arbejde for mig.

Men jeg er faktisk også begyndt at bruge taknemmeligheden mere aktivt. Jeg bruger aktivt nummer 2 som nævnt ovenfor mere, end jeg har gjort før i mit liv. Endvidere takker jeg ofte også nogen i mine tanker. Prøv det!

Derudover bruger jeg meget nummer 5 – men ikke på den måde, de anbefaler i artiklen som en måde at gøre det på.  Jeg er blevet meget opmærksom på alle de gode ting – og jeg anerkender og er taknemmelig for noget mange gange om ugen. Og igen  – det kan være alt – fx at min mor ringer for at dele med mig, at hun har set isfugl på Bornholm. Så bliver jeg så glad over, at jeg har min så fantastiske mor, der kan så mange ting selv i en alder af 80 år. Og som er så åben og  og som jeg synes har nogle virkeligt skønne og uvurderlige menneskelige egenskaber.

Når jeg føler taknemmeligheden, har jeg jo fokus på det dejlige i mit liv, og så bliver det jo det dejlige, der kommer til at fylde mere og mere. At føle taknemmelighed har jeg mærket på min egen krop laver en spiral af den gode slags. Og når det gode får lov at fylde mest i mine tanker, så fylder det gode også mest i mit liv.

Corona og taknemmelighed.

Corona har vendt op og ned på vores hverdag og vores ferier, på vores måde at omgås hinanden, og måden vi færdes på i det offentlige rum. Nu her – i skrivende stund, er der omkring 600 hver dag der bliver konstateret smittede. ØV!!

Det er svært for forretningslivet, for de fleste ansatte, for dem, der går i skole eller er under uddannelse, for dem, der stadig må leve meget anderledes eller decideret isolerede. Det er hårdt for sundhedspersonalet.

Corona har givet os mange udfordringer! Ingen tvivl om det.

Hvad har jeg selv været taknemmelig over i forhold til Corona i foråret 2020?

Og hvad er jeg taknemmelig for nu, hvor Corona så småt raser over store dele af Europa igen?

I foråret var jeg rigtigt meget taknemmelig over, at jeg pludselig fik så meget ekstra tid med mine børn.

De var jo hjemsendt fra skole, ligesom alle andre børn.

Jeg gik og ventede på en MR-scanning af brysterne, som så i marts sagde, at der ”var noget”… Heldigvis blev dette ”noget” afvist nogle uger senere, men endnu engang var der alligevel blevet givet næring til min angst for kræften, og til risikoen for at noget gemte sig.  I dag har jeg (Amazonaen Camilla) heldigvis også fået fjernet det raske bryst – og der var jo intet. Så alt er GODT. Tak!

Men jeg havde jo også tid til at være sammen med mine børn og hjælpe dem med, at de fik lavet deres lektier. Og så hyggede vi bare helt vildt meget. Og når ens mor lige har haft brystkræft, så har man som barn også rigtigt meget behov for sin mor og sin far – også når det hele lige er godt overstået.

I dag, slut september 2020 er jeg bl.a. meget taknemmelig over, at mine børn kan komme i skole og lære noget og have det dejligt med deres kammerater. Jeg er ligeledes taknemmelig over, at lærerne i den ene af mine børns klasser har lavet en ”corona-boks” – med opgaver til børnene, hvis de er hjemme. Det er trygt at vide, at der er noget for dem så de alligevel lærer noget, selvom de måske kan blive hjemsendt.

Jeg er også taknemmelig over, at jeg kan besøge min far, som er på plejehjem, selvom antallet af smittede har været stigende ude i samfundet. Det betyder så uendelig meget, da han har fået Alzheimers og derfor ikke rigtigt længere kan føre samtaler på telefonen.

Jeg er taknemmelig over, at vi har muligheden for zoom-middage og facetime-middage. Min mor bor på Bornholm, og da hun er 80 år, tør hun ikke rigtigt komme og besøge hos. Men så er det, at de virtuelle middage hjælper rigtigt meget.

Jeg er taknemmelig over, når jeg tager toget eller går på cafe og restaurant, at se at alle faktisk overholder retningslinjerne og bruger mundbind, spritter af og holder afstand, og at vi dermed alle passer på hinanden.

Jeg er taknemmelig for vores sygehusvæsen og alle lægerne og sygeplejerskerne, som passer så godt på os og gør deres bedste hver dag.

Jeg er taknemmelig over at bo i Danmark under Covid pandemien. Og jeg sender mange tanker til de millioner af fattige mennesker, der bor i områder i store dele af verden, hvor de nu bliver endnu mere pressede.

Og der er meget, meget mere, der er godt i mit liv, og som jeg værdsætter og takker for. Så selvom vi har Corona, så vælger jeg at prøve at se alt det gode, og derved styrke mig selv og mine omgivelser.

Hvad er du taknemmelig for her midt i Corona-tiden?

Taknemmelighed.
I dag er jeg meget taknemmelig for at sidde på en café og få mig en himmelsk kop kaffe ·-]
TED TALK med David Steindl-Rast om nøglen til din lykkefølelse.

David Steindl-Rast er en bemærkelsesværdig herre med en spændende og speciel livshistorie.  Han er munk i Mount Saviour Monastery i New York. Men David Steindl-Rast er ikke nogen helt almindelig munk. Han var én af de første katolikker til at indgå i en dialog mellem kristne og buddhister tilbage i 1970.

Iflg. David Steindl-Rast er nøglen til din lykkefølelse taknemmelighed.

Uanset om du er tiltalt af den spirituelle side af livet eller ej, kan jeg anbefale denne TED TALK med David Steindl-Rast https://www.ted.com/talks/david_steindl_rast_want_to_be_happy_be_grateful#t-854315

Bemærk, at David Steindl-Rast taler engelsk, men der er danske undertekster.

Taknemmelighed og lykkefølelse i min nærmeste fremtid.

Som tidligere nævnt føler jeg mig jo i øjeblikket ofte helt naturligt taknemmelig.

Men mens jeg har siddet og skrevet denne artikel, har jeg besluttet at indføre et fast taknemmelighedsritual.

Jeg bokser jo stadig med angsten for kræft, og jeg kan nogle dage være virkelig ked af det og bange. Disse dage bliver der heldigvis hele tiden færre af, men jeg har besluttet, at Amazonaen kan tilføje en ekstra dimension til arbejdet med at lade lykkefølelsen være den følelse, der fylder mest i mit liv.

Jeg blev inspireret af, hvordan Glenn Fox selv gør det. Så jeg har besluttet, at jeg hver aften, inden jeg skal sove, finder tre ting fra dagen, jeg er taknemmelig over.

Husk at være taknemmelig. Taknemmelighed og glæde har det med at sprede sig som ringe på vandet J

Læg meget gerne dine kommentarer her nederst på siden 🙂

Velkommen til
Camillas World

Velkommen til min personlige verden, hvor jeg med hjertevarme og glimt i øjet stiller skarpt på det farverige kvindeliv 40+ og alt det som betyder noget for dig og mig som kvinde, menneske, veninde, mor, datter, gift eller single, og sidst men ikke mindst elsker.

Jeg håber du med denne blog kan få nye vinkler på livet, og ny viden og forståelse og kan finde inspiration til et endnu bedre liv for dig.

VELKOMMEN TIL Camillas World

Vi er alle unikke og fantastiske og skønne kvinder.  

På Camillasworld.dk, lever vi i det farverige kvindeliv 40+ og beskæftiger os med alt det vigtige i livet. Følg med og få nye vinkler på livet, og forståelse og find inspiration til et endnu bedre liv for dig.

/Camilla

    Har du en kommentar?

    Mere til dig